top of page
Search
  • Writer's pictureSol Nicolajsen

Kalahariørkenens hemmelighed

Updated: Jan 11, 2023

Sommer, varme, lange lyse dage, grønne marker, overgroede grøftekanter, frøernes uophørlige kvækken (i hvert fald her hvor jeg er) og blomsterflor allevegne er indbegrebet af juni for mig, og i dette nyhedsbrev har jeg valgt at fejre, hvad jeg synes, er en af de lækreste og letteste, omend lidt usædvanlige, olier, der dog passer helt perfekt til den danske sommerhudpleje.

Vi befinder os pudsigt nok allerede (næsten) på samme længdegrad som voksestedet for planten, hvorfra olien udvindes, men vi skal bare MEGET længere sydpå, faktisk helt ned til den sydlige del af den sydlige halvkugle, nemlig til Kalahariørkenen i det sydlige Afrika.

Der er ikke mange planter der trives i det tørre varme ørkenklima, ikke desto mindre er det her, at Kalaharimelonen, også lokalt kaldet 'Tsamma melon' befinder sig bedst, og den undgik heller ikke David Livingstone's opmærksomhed, da han i 1850 beskrev den som 'the most striking plant of the south african desert'.

Kalaharimelonen trives i et tørt og varmt klima, hvor andre planter ikke ynder at gro, og har i årtusinder været en livsvigtig resource og 'vand-resevoir' for både dyr og mennesker.

Og selvom de små runde gul-grønne meloner er i tæt famile med den indbydende røde vandmelon, vi kender herfra Danmark, så har den langtfra den samme saftige søde smag, men er tværtimod temmelig bitter og fast i kødet og indeholder et væld af sort-gule kerner. Det er dog netop olien fra disse små kerner, der er så værdifuld og eftertragtet. Den fine og luksuriøse Kalaharimelonfrø-olie er en yderst letoptagelig olie med en næsten serum-agtig kvalitet, og så er den smækfyldt med næring og vitaminer. Høst og forarbejdning af kernerne er traditionelt kvindearbejde og repræsenterer en vigtig og sjælden indtægtskilde for mange kvinder i området, og langt størstedelen af produktionen af kalaharimelonfrø-olie foregår i lokale kvinde-koorperativer. Kalahari-melonen og olien, der udvindes af kernerne, er naturligt økologisk og af højeste kvalitet, da melonerne vokser vildt i et relativt rent og uforurenet miljø i ørkenen. Kalaharimelonfrø-olie har længe været eftertragtet på det globale kosmetikmarked pga dens enestående blødgørende og hudplejende egenskaber, men er nu også ved at gøre et langsomt men sikkert indtog hos naturlige hudpleje-entusiaster her i Danmark.

Hvis du vil vide mere om denne skønne olie og dens anvendelsesmuligheder kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev her (nederst på siden) og få tilsendt den fulde ingrediens-profil på Kalahari melonfrøolie inkl. en detaljeret beskrivelse af dens egenskaber og applikationer i hudpleje, afprøvede og nemme-at-gå-til opskrifter og sågar en lille rabatkode. 🎉

Ingrediens-profilen kommer som en pdf fil som du kan downloade og læse med det samme eller vende tilbage til, når du har mere tid eller har brug for inspiration eller søger noget relevant information omkring naturlig og sund hudpleje, der passer til din hudtype. Jeg sender ca. 8 - 10 nyhedsbreve om året med spændende info om naturlig hudpleje (så bare rolig, din inbox vil ikke flyde over med mail fra mig!). Denne ingrediens-profil på kalaharimelonfrø-olie er den tredje i en serie på 8, jeg planlægger at sende ud i løbet af dette år. Jeg håber du har lyst til at følge med. Varme juni-hilsener Sol ☀️🌾☀️

bottom of page