Sol Nicolajsen
7 tips til en sund vinterhud
Updated: Jan 14
Hvorfor bli'r vores hud mere tør om vinteren? Det er kombinationen af kold tør luft, den svingende luftfugtighed, bidende blæst og det varme (og ofte meget tørre) indendørsklima som suger fugtigheden fra huden - og håret for den sags skyld, og reducerer hudens egne naturlige olier. Derfor har huden brug for lidt ekstra kærlig opmærksomhed her om vinteren - især hvis du i forvejen har tendens til tør hud eller hvis du som mig, har en mere moden hudtype. Men som med alting er det sjældent nok blot at fokusere intenst på et område, men det er er langt mere virkningsfuldt at ta' en holistisk tilgang og inddrage kost og livsstil i overvejelserne omkring både sund hud og sundt hår. Her kommer nogle forslag, der kan hjælpe dig til at holde både huden og håret sundt og strålende gennem hele vinteren.

#1: Drik masser af vand. Da vores krop består af 70 - 80% vand, gi'r det go' mening at sørge for, at man får tilstrækkelig med væske, helst i form af rent vand. Et indtagelse af Kaffe, sodavand, alkohol og andre sukkerholdige drikke virker dehydrerende og mindsker optagelsen af vigtige mineraler og vitaminer i kroppen. Og selvom kaffe og sukkerrige drikke midlertidigt tilfredsstiller både vores tørst og trang til søde opkvikkende sager, så er der langt bedre og sundere alternativer at tilføre kroppen væske på. Det virker særdeles rensende på kroppen at drikke masser af friskt rent vand og man hjælper desuden kroppen til at udskille giftstoffer og affald og samtidig tilføre kroppens celler masser af livsgivende væske, der er vigtigt for en sund og strålende hud. Hvis rent vand er for kedeligt kan du evt. tilføje saft fra en økologisk citron og/eller supplere med friske juice, urte-te (brændenælde og mælkebøtte virker særligt rensende) og lækre smoothies.
#2 En sund og varieret kost er et absolut 'must' for smuk hud Ganske enkelt: Man er hvad man spiser. For at udstråle sundhed har kroppen brug for god sund næring - dvs. vitaminer, mineraler og sunde fedtsyrer i et balanceret forhold. Forarbejdede fødevarer har (som regel) et højt sukkerindhold og masser af billige og usunde fyldestoffer som, hvis man spiser for meget af det, kan forhindre kroppen i at optage nødvendige vitaminer og mineraler, og resultatet bli'r en hud, der ser træt, mat og uren ud. Sørg for at inkludere masser af sunde omega fedtsyrer i kosten, såsom koldpressede (og gerne økologiske hvis du kan/har råd) olier fra avocado, hørfrø, hampefrø, græskarkerner og kokosolie. Spis friskt frugt og grønt (eller lav en lækker juice af dem hvis du er så heldig at eje en juicer). Lav dine egne bønnespirer - det er en let og meget billig måde at få friskt grønt om vinteren, og de er sprængfyldte med vitaminer og mineraler. Læg nødder i blød - bare en lille håndfuld aktiverede nødder er spækkede med vitaminer, mineraler og sunde fedtsyrer, og desuden er nødder også rige på fibre, der fremmer fordøjelsen, og derved hjælper kroppen til lettere og hurtigere at komme af med 'affald'. Brændenælde er også en dejlig nærende urt at bruge om vinteren. Den indeholder masser af mineraler (bl.a. calcium, fosfor, jern, kalium, mangan, zink) og den hjælper desuden med at rense og afgifte kroppen. Brændenælde kan drikkes som te eller tages som tinktur. Og de nye skud, der kommer i det tidlige forår er fremragende i salater.
#3 Brug den rette fugtighedscreme. Om vinteren har huden brug for mere fugt og hvis du bor et sted hvor temperaturen ofte er under frysepunktet, så er det en god idé at bruge en oliebaseret fugtighedscreme. Ikke blot fugter og nærer den huden, men den beskytter også huden i sub-zero temperaturer. Vandbaseret hudplejeprodukter har en tendens til at 'fryse' på huden i koldt vejr og derved yderligere udtørre og skade huden. En god og beskyttende creme til vinterhuden er rig på oliesyre. Oliesyre er en enkelt umættet fedtsyre (omega-9), og er særdeles fugtgivende og regenererende for huden samtidig med at den hjælper til at beskytte huden både i et udtørrende indeklima og i bidende kulde og blæst. No.3 Face Balm er min favorit ansigtscreme i vintermånederne, da den netop er designet til at være særligt fugtgivende til modne hudtyper, og til forhold hvor huden har brug for ekstra beskyttelse, fugt og næring. No.3 Face Balm har et højt indhold (19%) af vildhøstet Marulaolie, som er særdeles rig på oliesyre, (ca. 72%), hvilket netop gi'r olien dens ualmindelige gode fugtgivende og blødgørende egenskaber, og derfor gør den særlig egnet til tør og moden hud.
Andre olier med højt indhold af oliesyre inkluderer:
OLIVENOLIE - Oliesyre ca. 72% MANDELOLIE - Oliesyre ca. 68%
AVOCADO OLIE - Oliesyre ca. 63% SHEA BUTTER - Oliesyre ca. 50%
MACADAMIA OLIE - Oliesyre ca. 59%
APRIKOSKERNEOILE - Oliesyre ca. 64%
KAMELIA-OLIE- Oliesyre ca. 79%
HASSELNØDDEOLIE - Oliesyre 79%
MARUALAOLIE - Oliesyre ca. 72%
#4 Tørre hænder Det er tit huden på vores hænder og fødder, der viser de første tegn på tørhed om vinteren. Og hvem har ikke tørre hænder i disse tider, hvor vi spritter hænder adskillige gange om dagen!? Den udtørrende effekt fra regelmæssig afspritning sammenlagt med det kolde, tørre vintervejr er virkelig hårdt for hænderne. Her kan en god mandelolie gøre underværker. Mandelolie er rig på både vitamin E og oliesyre. Den gi'r masser af fugt, men er stadig let nok til, at den trænger hurtigt ind, især hvis huden er meget tør. Mandelolie er en lækker og særdeles mild olie (og derfor også egnet til sart og følsom hud), der efterlader huden blød og tilfredsstillende fugtet uden at virke fedtet. Desuden er mandelolie også dejligt plejende og styrkende for både negle og neglebånd.
#5 Eksfoliér Ved regelmæssigt at fjerne døde hudceller ser huden mere glat, sund og strålende ud, og det er desuden lettere for hudplejeprodukter at trænge igennem huden til de levende celler. Der er mange måder at eksfoliere huden på. Fint ler og lermasker har været brugt i årtusinder til at eksfoliere og pleje huden. Tree & Earths 'Australian Pink Clay Mask' og 'Australian Green Clay Mask' er naturligvis ganske velegnede og er desuden beriget med skønne urteekstrakter, der yderligere nærer og plejer huden. Men du kan også sagtens lave din egen nærende og eksfolierende ansigtsmaske af ingredienser du uden tvivl allerede har på hylderne i køkkenet. Bland: 1 tsk honning, 1 tsk. youghurt natural og 2 tsk. pulveriseret havregryn* (*havregryn kan let pulveriseres i blenderen). Fordel ansigtmasken i ansigtet (men ikke for tæt på øjnene) og lad den side i ca. 10 min. Massér ansigtet med bløde cirkulære bevægelser og skyl derefter ansigtsmasken af med lunkent vand. Påfør en god ansigtscreme mens huden stadig er varm og fugtig. Undgå at eksfoliere huden mere end 1 -2 gange om ugen da huden ellers kan blive for irriteret og 'rå' og derfor sårbar i vintervejret.
#6 Undgå syntetiske hudplejeprodukter Hudplejeprodukter og kosmetik, der indeholder alkohol, syntetiske duft- og farvestoffer og syntetiske konserveringsmidler har en tendens til at frarøve huden dens egen naturlige olie og ødelægge hudens pH balance, og derved yderligere bidrage til tør og irriteret hud. #7 Få masser af søvn Når vi sover regenereres cellerne (inkl. hudcellerne) i vores krop og produktionen af elastin og collagen øges. Derfor gi'r det god mening at prioritere god og rigelig kvalitetssøvn. Hvis muligt, undgå for mange sene nætter og sørg for at få sovet igennem. Du kan desuden forkæle dine øjne med en god nærende øjencreme eller en letoptagelig nærende olie såsom hybenkerneolie eller vandmelonolie. Om vinteren har vi en tendens til at sidde længere tid foran skærmen, hvilket anstrenger øjnene og kan gøre dem tørre og røde. Brug et par minutter om dagen til at massere området omkring øjnene. Det hjælper til at stimulere tårekanalen og øge blodtilførslen til den delikate hud omkring øjnene, og derved lindre trætte og stressede øjne. Jeg håber, nogle af disse små tips inspirerer dig og hjælper dig til at få en mere sund, velplejet og strålende vinterhud. ❄️☀️❄️ Strålende vinter hilsener Sol